Undervisningsbeskrivelse til forløb om de historiske møller i Danmark
For Idéhistorie B på HTX.
De historiske møller i Danmark er en væsentlig del af dansk teknologi- og idéhistorie.
Forankring i bekendtgørelsen og faglige mål
Idéhistorie B beskæftiger sig med udviklingen i menneskets måde at forholde sig til verden på, som den kommer til udtryk i anvendelse af teknologier og idéer i et historisk perspektiv.
Et centralt fagligt mål handler om at eleverne skal kunne ”analysere samspillet mellem ideer, teknologier, natur og samfund, herunder betydningen for den menneskelige eksistens”.
Faget rummer tre hovedområder: idéhistorie, teknologihistorie og almenhistorie.
I dette undervisningsforløb fokuseres på det teknologihistoriske – dog i en sådan form at det inddrager aspekter af de andre.
Faget teknologihistorie har de senere år udviklet sig i retning væk fra rene ”internalistiske” undersøgelser med fokus på maskiner og teknikken i sig selv, til såkaldt ”kontekstualistiske” undersøgelser hvor man undersøger teknologien som led i en social og kulturel sammenhæng. Det kommer bl.a. til udtryk i beskrivelsen af kernestoffet til Idehistorie B hvor det står at eleverne skal undersøge ”vind- og vand som kraftmaskiner” i en historisk kontekst, og ligeledes ”feudalismen og klostervæsenet som drivkraft af nye landbrugs- og produktionsmetoder”.
Forløb og arbejdsform
Forløbet kan naturligvis tilrettes afhængig af modullængde, faglige forudsætninger mm – men en grundskitse kan se således ud:
Modul 1: Introduktion til forløb, faglig forankring og faglige mål. Introduktion til eller kort repetition af ”internalistisk” vs. ”eksternalistisk” tilgang til teknologihistorie. Herefter ses den første film i tv-serien efterfulgt af en kort opsamling.
Modul 2: Vandmøllerne. Lektie: Vindmøllernes historie. Arbejde med dokumentet ”Vandmøllerne”.
Modul 3: Vindmøllerne. Arbejde med dokumentet ”Vindmøllerne”.
Modul 4: Introduktion til/repetition af den teknologihistoriske tilgang ”kontekstualisme” samt analysemodellen. Udlevering af og introduktion til opgaven. Gruppedannelse. Eleverne kan selv vælge hvilken mølletype/teknologi de vil undersøge (vandmølle, stubmølle, hollændermølle, La Cours mølle).
Modul 5-7: Grupperne arbejder selv med analyse af en selvvalgt mølletype. (opgaven)
Modul 8: Fremlæggelser. Variationsmulighed i præsentationsform.
NB: Det kan være sjovt for eleverne at besøge en af de gamle møller og har I mulighed for det, så er der her information og kort over historiske møller i Danmark.
Møllekort på Google maps (vand og vindmøller)
Vandmølle arkiv (kun vandmøller)
Et besøg kan fx tage udgangspunkt i disse spørgsmål:
Hvilken mølletype er der tale om? Hvordan kommer det konkret til udtryk?
Hvorfor ligger møller hvor den gør?
Hvordan virker møllens teknik? Hvad er det for en teknologi?
Hvad har det krævet af kompetencer at betjene møllen?
Hvilken produktionskapacitet har møllen haft?
Er der sket udviklinger på produktionskapaciteten gennemtiden?
Indplacer møllen i mølletypologi og tid
Hvordan vedligeholdes møllen? Hvorfor bevares møllen?
Hvilket samfundsmæssigt behov har møllen dækket?
Hvem har bygget og ejet møllen – og hvilken betydning har det haft?